TILVALG I SYDASIENSTUDIER

Introduktion

På tilvalget i Sydasienstudier beskæftiger du dig først og fremmest med Indien, der er regionens største og vigtigste land. Men der er også mulighed for at komme ind på forholdene i de øvrige lande i subkontinent så som Pakistan, Bangladesh, Nepal, Bhutan eller Sri Lanka. Et tilvalg i Sydasienstudier giver dig de bedste forudsætninger for at specialisere dig i en meget dynamisk region i samspil med dit hovedområde og arbejde i og med Indien – et af den globale økonomis vigtigste vækstcentre.

Gandhi, demokrati og Bollywood

Tilvalget er et områdestudium, som giver dig indsigt i regionens historie, kultur og samfundsforhold. Du behandler Indiens historie og udvikling fra den største og vigtigste koloni i det Britiske Imperium over uafhængighedskampen med Gandhis rolle til landets nuværende status som verdens største demokrati.

Kurser i moderne samfundsforhold giver dig indsigt i, hvordan Indien i øjeblikket forandrer sig fra et fattigt udviklingsland til et center for den globale økonomi og en regional stormagt. I kulturfagene har du også mulighed for at beskæftige dig med indisk populærkultur eksempelvis landets enorme filmindustri.

Spørgsmål 

På Sydasienstudier beskæftiger du dig med spørgsmål om Indien og dets nabolande:

  • Hvordan har Indien udviklet en ny stormagt?
  • Hvilken betydning har det britiske koloniherredømme haft for Indiens udvikling?
  • Hvem var Gandhi, og hvilken betydning har han i dag?
  • Gavner den økonomiske udvikling også Indiens 600.000 landsbyer. Gavner den de indiske kvinder?
  • Hvad ligger der bag etiketten "Bollywood", og hvilken rolle spiller filmene i regionen?

Adgangskrav

Krav til ECTS

Det er et krav, at du har bestået 60 ECTS på dit centrale fag inden 15. april. Eventuelt bestået propædeutik indgår ikke ved optællingen af optjente ECTS.

Niveaukrav

Ingen

Adgangsbegrænsning

Ingen

Alle tilvalg udbydes under forudsætning af fornøden tilslutning. Du bør derfor på ansøgningsskemaet angive flere ønsker, så du er sikker på optagelse på et tilvalg, hvis din 1. prioritet ikke oprettes. Det samme bør du gøre, hvis du som din 1. prioritet søger om optagelse på et tilvalg med adgangsbegrænsning

Hvis du opfylder adgangskravene er du sikker på at blive optaget, med mindre du bliver optaget på et eventuelt højere prioriteret tilvalg.

Studieordning

I studieordningen kan læse mere om tilvalgets opbygning og indhold, samt hvilke forventninger der er til dig som studerende. Du kan også finde information om eksamensformer og eksamenskrav.

Bachelortilvalgets opbygning

Studieliv

Det faglige studieliv på Sydasienstudier

Som tilvalgsstuderende kommer du til at følge undervisningen sammen med bachelorstuderende i Sydasienstudier. Undervisningen foregår for det meste som holdundervisning, hvor du og dine medstuderende deltager aktivt i diskussioner, ligesom du jævnligt skal holde oplæg.

Det sociale studieliv på Sydasienstudier

På Sydasienstudier kommer du til at indgå i et socialt fællesskab med studerende fra de andre områdestudier - eksempelvis Arabisk- og islamstudier. På studiet har du mulighed for at involvere dig i flere sociale foreninger:

Asiatisk Fredagsbar
Hver måned arrangerer Asiatisk Fredagsbar en temabar, hvor du kan hygge dig med dine medstuderende over en kold øl eller vand. Asiatisk Fredagsbar arrangerer også den årlige julefrokost.

Filmklub
I Filmklubben har du mulighed for at blive forkælet med film, der ikke blot er underholdende, men som også styrker din faglighed.

Diskussionsklub
Hvis du har lyst til at diskutere aktuelle samfundsfaglige eller kulturelle problemstillinger i Indien, så skal du blive en del af Diskussionsklubben på Sydasienstudier.

Karriere

Dine jobmuligheder med et tilvalg i Sydasienstudier afhænger blandt andet af dit centrale fag samt hvilken eventuel kandidatuddannelse, du senere vælger.

På tilvalget i Sydasienstudier får du en bred viden om Sydasiens historie, kultur og samfundsforhold – eksempelvis aktuelle sociale og politiske forhold. Studiet vil først og fremmest koncentrere sig om Indien, der er regionens vigtigste og største land, men du får også en viden om andre lande i regionen – herunder Pakistan, Nepal og Sri Lanka. Dit indgående kendskab til områdets kultur, historie og samfundsforhold gør dig i stand til at formidle kulturelt mellem Asien og Vesten.

En uddannelse i Sydasienstudier giver dig blandt andet mulighed for at arbejde med eksport og outsourcing mellem danske og indiske virksomheder eller institutioner. Du kan også komme til at arbejde med international udvikling og samarbejde i Sydasien i eksempelvis en NGO eller FN. Desuden kan du undervise på eksempelvis aftenskoler, højskoler og sprogskoler.

Læs videre

Hvis du har en humanistisk eller samfundsvidenskabelig bachelor med tilvalg på Sydasienstudier, har du mulighed for at søge ind på kandidatuddannelsen i Asienstudier (Sydasienstudier).