TILVALG I MUSEOLOGISKE STUDIER

Introduktion

Kulturformidling og museer

På Museologiske studier undersøger du, hvordan et samfund udvælger og forvalter kulturprodukter til bevarelse for eftertiden. Det kaldes også musealiseringsprocesser, og du kommer til at analysere dem i et historisk, et refleksivt og et komparativt perspektiv. Uddannelsen henvender sig til studerende med arkæologisk, æstetisk, historisk eller kommunikationsfaglig baggrund.

Teori og praktisk erfaring

Samtidig får du indsigt i institutionsanalyse, markedsføring og formidling. Dermed får du konkrete værktøjer, som vil gøre det muligt for dig at arbejde i flere forskellige funktioner på et museum eller en tilsvarende kulturinstitution. Du skal afslutte bachelortilvalget med et praktikophold på 2 måneder, hvor du får mulighed for at opleve museums- og kulturverdenen på nært hold.

Tværfagligt perspektiv

Med Museologiske studier får du et nyt perspektiv på dit grundfag, fordi Museologiske studier er et tværfagligt bachelortilvalg, som udspringer af flere humanistiske discipliner. Du vil stifte bekendtskab med en bred vifte af videnskabsgrene og faglige tilgange.

Spørgsmål

Her er nogle af de spørgsmål, du kommer til at forholde dig til på Museologiske studier:

  • Hvordan afgør man, om et materielt eller ikke-materielt kulturprodukt er værd at bevare og udstille?
  • Hvilke samfundsmæssige og etiske krav skal de museale institutioner leve op til i dag?
  • Hvad kendetegner publikums oplevelse af en udstilling?
  • Hvordan planlægger og evaluerer man en udstilling?

Adgangskrav

Krav til ECTS

Det er et krav, at du har bestået 60 ECTS på dit centrale fag inden 15. april. Eventuelt bestået propædeutik indgår ikke ved optællingen af optjente ECTS.

Niveaukrav

Ingen

Adgangsbegrænsning

35 pladser. Antallet af pladser er vejledende og kan løbende justeres af universitetet.

Hvis der er flere kvalificerede ansøgere end der er pladser, sker prioriteringen på baggrund af beregningen af et simpelt gennemsnit fra det centrale fag. Gennemsnittet udregnes ud fra de prøver, der er bestået som del af det centrale fag 15. april. Propædeutik indgår ikke i beregningen af gennemsnit.

Alle tilvalg udbydes under forudsætning af fornøden tilslutning. Du bør derfor på ansøgningsskemaet angive flere ønsker, så du er sikker på optagelse på et tilvalg, hvis din 1. prioritet ikke oprettes. Det samme bør du gøre, hvis du som din 1. prioritet søger om optagelse på et tilvalg med adgangsbegrænsning.

Studieordning

I studieordningen kan du læse mere om tilvalgets opbygning og indhold samt hvilke forventninger, der er til dig som studerende. Du kan også finde information om eksamensformer og eksamenskrav.

Bachelortilvalgets opbygning

Studieliv

Det faglige studieliv på Museologiske studier

Undervisningen i Museologiske studier foregår på mindre hold. Du og dine medstuderende etablerer tværfaglige læsegrupper, hvor I forbereder og afholder mundtlige oplæg og skriftlige øvelser i undervisninger.

På Museologiske studier tager vi ofte på museum, både som en del af undervisningen og på de studerendes eget initiativ. På 1. semester tager hele holdet på en 3-dages ekskursion i København og besøger museer og andre kulturarvsinstitutioner.

Det sociale studieliv på Museologiske studier

På Museologiske studier får du din daglige gang på den gamle og nu restaurerede Kaserne. Her kommer du til at gå op og ned af studerende fra andre æstetiske fag som Litteraturhistorie, Dramaturgi, Musikvidenskab og Retorik. Fagene på Kasernen samarbejder om diverse sociale arrangementer, hvilket skaber et unikt og tværfagligt miljø, hvor du har mulighed for at deltage i diverse foreninger: 

Visir
Kasernens studenterblad hedder Visir, og her kan studerende fra de forskellige fag på Kasernen udfolde sig. Ordet er frit, og bladet indeholder alt fra digte og noveller til faglige artikler og essays. 

Passepartout
Studerende og undervisere ved Kunsthistorie redigerer et landsdækkende tidsskrift for kunsthistorikere ved navn Passepartout.  

Fællesæstetisk Fredagsbar
De æstetiske fag på Kasernen har en fælles fredagsbar, hvor du hver fredag kan nyde en kold øl eller vand, livemusik og samvær med dine medstuderende. 

Fæstetik
Fællesæstetisk Festudvalg – eller Fæstetik – arrangerer fester for de æstetiske fag. 

Mobil
Mobil er en studenterdrevet foredragsforening på Kunsthistorie, der jævnligt inviterer kunstnere, kuratorer samt kunstteoretikere og -historikere, der bidrager med et indblik i kunstens verden udenfor Kasernen.

Karriere

Dine jobmuligheder med et tilvalg i Museologiske studier afhænger blandt andet af dit centrale fag samt hvilken eventuel kandidatuddannelse, du vælger.

I løbet af tilvalget på Museologiske studier får du forståelse for kulturarvsinstitutionerne i et institutionelt, teknologisk og organisatorisk perspektiv. Du får også indsigt i de forskellige aspekter af musealisering, såsom registrering og bevaring af genstande. Desuden får du viden om, hvordan man planlægger udstillinger samt kommunikerer og formidler kultur til et givet publikum.

Det gør dig i stand til at arbejde med:

  • Planlægning af udstillinger og kulturbegivenheder
  • Projektledelse og organisation
  • Formidling og markedsføring
  • Bevarelse af kulturarv
  • Museal økonomi