Litteraturhistorie
Tilvalget i Litteraturhistorie - Introduktion
Litteratur er kanon
Åndeløs spænding, helte og skønjomfruer, tragedier, digte, slægtshistorier og den store kærlighed. I tusindvis af år har litteraturen været en af de mest dynamiske kulturelle udtryksformer. Ved hjælp af litteraturen udfordrer og udvider vi vores forståelse af verden og skaber nye forestillinger og virkeligheder.
Litteraturens verden og verdens litteratur
Interesserer du dig for litteratur, kommunikation og sprog? På Litteraturhistorie beskæftiger du dig med verdenslitteraturens brug af sproget. Med sprog skaber vi fællesskab og markerer forskelle til andre kulturers måder at lave fællesskaber på. Det sker med alle sprogets praktiske funktioner og i fortællinger og digtning. Men vi kan også bruge sprog til at lyve, at ironisere, at lave ordspil, rim og remser, der er det rene sludder. Litteratur er en måde hvorpå vi ved hjælp af sproget – dets forestillingsevne og æstetik – bliver deltagere i den kultur vi lever i.
Historie og teori, analyse og formidling
Bachelortilvalget i Litteraturhistorie introducerer til grundlæggende litteraturhistoriske områder såsom litteraturhistorie, kritikhistorie, litteraturteori, tekstanalyse og litteraturformidling.
Bachelortilvalget giver dig således både en fortrolighed med grundlæggende metoder og kompetencer inden for litteraturfagets analytiske og teoretiske fundament og en mulighed for at fordybe dig i udvalgte litteraturhistoriske og tværfaglige emner, som særligt interesserer dig. Du har blandt andet mulighed for at vægte din interesse i forhold til enten tekstanalyse eller litteraturens lange historie, og i forhold til litteratursociologi og ny litteratur.
Adgang til kandidatuddannelsen i Litteraturhistorie
Bachelortilvalget i Litteraturhistorie i kombination med to års beståede grundfagsstudier giver dig adgang til kandidatuddannelsen i Litteraturhistorie.
Gode spørgsmål
- Hvad betød Shakespeare for sin samtid? Og hvad gør, at han stadig læses i dag?
- Hvordan udviklede romanen sig til at blive en dominerende genre?
- Hvordan oversætter man litteratur til film og tv?
- Kan en tekst betyde hvad som helst, eller er der grænser for fortolkning?






