TILVALG I JAPANSTUDIER

Introduktion

Kulturforståelse og kampsport

Japan er en af verdens førende økonomier, verdens sidste kejserrige, manga-tegnestilens hjemland og landet, hvor de opfinder alle mulige finurlige dimser. Japan er også et forretningsland helt fremme i førerfeltet, og japansk er dermed et af verdens førende forretningssprog.

Tilvalget i Japanstudier er for dig, der vil lære japansk, studere Japans historie, kultur og samfund og i fremtiden måske arbejde som underviser, i danske virksomheder med relationer til Japan, i turistbranchen eller måske endda i Japan.

Fra Samuraier til Manga

Den japanske historie er lang og spændende. Og du vil på Japanstudier komme til at høre om alt fra samuraier og kejsere over forhold til Europa til den økonomiske udvikling op til i dag. Du kommer til at læse japanske tekster og sætte dem ind i deres rette kulturelle, historiske og samfundsmæssige kontekst. Og så kommer du heller ikke uden om Japans populærkulturelle eksportvarer: Tegneserier, film og karaoke.

Propædeutik

Du behøver ikke nødvendigvis at have japansk på A-niveau i gymnasiet for at kunne tage tilvalget i Japanstudier. Vi tilbyder nemlig sprogkurser til dig, der ikke har haft japansk før. Det betyder, at tilvalget tager to år, hvoraf hele det første år fokuserer på japansk samtale, grammatik og skrift.

Spørgsmål

Nogle af de spørgsmål, du kan komme til at arbejde med på Japanstudier er:

  • Hvordan formulerer jeg mig korrekt i en samtale på japansk?
  • Hvordan var shogun-systemet bygget op?
  • Hvordan bruger Japan deres populærkultur politisk?
  • Hvor stor betydning spiller den japanske mafia, Yakuza, i det japanske samfund?

Adgangskrav

Krav til ECTS

Det er et krav, at du har bestået 60 ECTS på dit centrale fag inden 15. april. Eventuelt bestået propædeutik indgår ikke ved optællingen af optjente ECTS.

Niveaukrav

Japansk A

eller

Propædeutik (læs mere nedenfor)

Hvis du mangler nogle fagniveauer kan du tage dem som suppleringskurser. Læs mere her.

Adgangsbegrænsning

Ingen

Tilvalget indeholder et propædeutisk forløb, det vil sige et forberedende sprogforløb for studerende uden forkundskaber i det pågældende sprog. Vælger du et tilvalg, hvor propædeutik indgår, vil din samlede studietid for bacheloruddannelsen blive forlænget med det halve eller hele år, det propædeutiske forløb er normeret til. Studietidsforlængelsen berettiger til ekstra SU, som du selv skal huske at søge. Der kan kun indgå i alt 60 ECTS propædeutik i et samlet uddannelsesforløb. Det vil sige, at har du allerede propædeutik i dit centrale fag, kan du kun optages på et tilvalgsfag med propædeutik, hvis det samlede omfang af propædeutik ikke overstiger 60 ECTS. Du er fritaget for det propædeutiske forløb, hvis du har det krævede sprogniveau.

Alle tilvalg udbydes under forudsætning af fornøden tilslutning. Du bør derfor på ansøgningsskemaet angive flere ønsker, så du er sikker på optagelse på et tilvalg, hvis din 1. prioritet ikke oprettes. Det samme bør du gøre, hvis du som din 1. prioritet søger om optagelse på et tilvalg med adgangsbegrænsning

Hvis du opfylder adgangskravene er du sikker på at blive optaget, med mindre du som en højere prioritet har søgt et fag med begrænsning og optages på dette.

Studieordning

I studieordningen kan du finde yderligere information om, hvad de enkelte fag indeholder, hvordan studiet er bygget op, og hvilke krav der bliver stillet til dig som studerende. Du kan også læse om eksamensformer og eksamenskrav.

Bachelortilvalgets opbygning

Kandidattilvalgets opbygning

Studieliv

Det faglige studieliv på Japanstudier

Som tilvalgsstuderende kommer du til at følge undervisningen sammen med dem, der har Japanstudier som hovedfag. Undervisningen foregår for det meste som holdundervisning, hvor du og dine medstuderende deltager aktivt i diskussioner, ligesom du jævnligt skal holde oplæg. Du vil også komme til at lave opgaver og øvelser som for eksempel lytteøvelser og rollespil.

Det sociale studieliv på Japanstudier

Når du ikke er optaget af at fordybe dig i japansk sprog og kultur, kan du deltage i nogle af de faglige og sociale arrangementer, der findes på studiet: 

Asiatisk Fagudvalg
Japanstudier deler fagudvalg med Kina- og Sydasienstudier. Det er de studerendes talerør på universitetet, og her kan du få indflydelse på dit studiemiljø. 

Asiatisk Fredagsbar
Hver måned tænder Asiatisk Fredagsbar op for musikken, kolde drikkevarer og god stemning. 

Karriere

Dine karrieremuligheder afhænger blandt andet af dit centrale fag samt hvilken eventuel kandidatuddannelse, du vælger, og om du også tager kandidattilvalget i Japanstudier.

I løbet af tilvalget lærer du at begå dig mundtligt og skriftligt på japansk. Igennem dit kendskab til Japans kultur, historie og samfundsforhold bliver du i stand til at gennemskue tværkulturelle problematikker, der er relevante for Japan. Du lærer at afgrænse et emne, undersøge det i dybden og formidle dine konklusioner i klar skrift og tale for modtageren.

Hvis du også vælger at læse kandidat eller kandidattilvalg i Japanstudier, får du mulighed for at arbejde som kommunikationsmedarbejder i firmaer med relation til Japan. Mange arbejder også som administrative medarbejdere eller undervisere på eksempelvis gymnasier eller højskoler. Det er også muligt at komme til at arbejde som tolk.

Læs videre

Kandidattilvalg
Hvis du har et bachelortilvalg i Japanstudier, har du mulighed for også at vælge kandidattilvalget på Japanstudier. Det giver dig mulighed for at finde arbejde som underviser i japansk på gymnasiet. Da japansk er et lille gymnasiefag, er dine muligheder for at blive underviser størst, hvis dit centrale fag er et stort gymnasiefag.

Kandidat i Japanstudier
Med et bachelortilvalg i Japanstudier har du mulighed for at søge ind på kandidatuddannelsen i Japanstudier (C-linjen).