Aarhus Universitets segl

HUMANISTISK ORGANISATIONSUDVIKLING

Tilvalg

Fakta om uddannelsen
Undervisningssprog: Dansk  | Studiested: Aarhus  |  Studiestart: August / september

Introduktion

Med bachelortilvalget i Humanistisk organisationsudvikling bliver du i stand til at anlægge en humanistisk vinkel på organisationers struktur og virkemåde, på deres værdimæssige grundlag og deres rolle i det moderne samfund. Du kommer til at arbejde med teorier og cases om bl.a. ledelse, organisationskultur, magtrelationer, etik og værdier samt organisationers økonomiske, sociale og politiske omverden.

Teori og praksis

Du udvikler både dine analytiske og praktiske kompetencer gennem undervisning og projektarbejde. Du afprøver dine teorier i praksis gennem casearbejde og projektarbejde i det afsluttende virksomhedsprojekt. Dermed får du kompetencer med direkte relevans for konkret fremtidigt arbejde i og med organisationer og organisationsudvikling.

Humaniora i virksomheder

På bachelortilvalget i Humanistisk organisationsudvikling arbejder du med spørgsmål som:

  • Hvordan kan man som humanist bidrage til at forbedre ledelse?
  • Hvad får organisationer til at fungere effektivt og forsvarligt?
  • Hvordan kombinerer man økonomisk og resultatorienteret værdi med sociale og etiske værdier?

 

 

Adgangskrav

Krav til ECTS

Det er et krav, at du har bestået 60 ECTS på dit centrale fag inden 15. april. Eventuelt bestået propædeutik indgår ikke ved optællingen af optjente ECTS. 

Niveaukrav

Dansk A
Engelsk B
Historie B eller Idehistorie B eller Samtidshistorie B eller Samfundsfag B

Hvis du mangler nogle fagniveauer, kan du tage dem som suppleringskurser. Find mere information om supplering.

Adgangsbegrænsning

45 pladser. Antallet af pladser er vejledende og kan løbende justeres af universitetet.

Hvis der er flere kvalificerede ansøgere end der er pladser, sker prioriteringen på baggrund af beregningen af et simpelt gennemsnit fra det centrale fag. Gennemsnittet udregnes ud fra de prøver, der er bestået som del af det centrale fag 15. april. Propædeutik indgår ikke i beregningen af gennemsnit.

Alle tilvalg udbydes under forudsætning af fornøden tilslutning. Du bør derfor på ansøgningsskemaet angive flere ønsker, så du er sikker på optagelse på et tilvalg, hvis din 1. prioritet ikke oprettes. Det samme bør du gøre, hvis du som din 1. prioritet søger om optagelse på et tilvalg med adgangsbegrænsning.

Hvis du er i gang med at supplere et niveau i ét fag og først afslutter suppleringen i august, skal du senest den 1. august fremsende dokumentation for, at du supplerer, til AU Studier. Dokumentation for afsluttet supplering skal fremsendes, så det er AU Studier i hænde senest den 5. september.

Studieordning

I studieordningen kan du læse om tilvalgets opbygning og indhold, samt hvad der forventes af dig som studerende. Du kan også finde information om eksamensformer og eksamenskrav.

Bachelortilvalgets opbygning

Studieliv

Det faglige studieliv på Humanistisk organisationsudvikling

På Humanistisk organisationsudvikling foregår undervisningen på ét hold, hvor hele årgangen er samlet. En stor del af undervisningen består af projektorienteret arbejde, hvor du kommer til at behandle konkrete problemstillinger i en organisation. På den måde får du erfaring i at bruge teorien i praksis.

Det sociale studieliv på Humanistisk organisationsudvikling

Som studerende Humanistisk organisationsudvikling bliver du en del af studiemiljøet omkring Filosofi og Idéhistorie. Det giver dig mulighed for at deltage i nogle af de mange sociale og faglige foreninger:

  • Filosofisk Studenter Kollokvium: FSK er en foredragsforening, hvor filosofistuderende holder oplæg om deres projekter. Her kan du finde hyggelig stemning, diskussionslyst og inspiration. 
  • Panta Rei: Panta Rei er græsk for ”alt flyder”. Det er også navnet på fredagsbaren for Filosofi og Idéhistorie, hvor godt selskab, hygge og brætspil danner rammen for en god afslutning på ugen. 
  • Doxa: Navnet på studenterbladet hos Filosofi er Doxa. I bladet kan du læse artikler om filosofiske emner og nyde nogle af de mange filosofiske jokes, som redaktionen bringer. 
  • Eliten: Den filosofiske filmklub Eliten har erklæret krig mod mainstreamfilm. Hver torsdag inviteres du til hygge, kaffe og anderledes film. 
  • Tingen: De studerendes blad på Idéhistorie hedder Tingen. Her har du mulighed for at udgive dine egne artikler samt blive inspireret af dine medstuderendes interesser. 

 

Følg studielivet på Aarhus Universitet

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på.

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Karriere

Bachelortilvalget i Humanistisk organisationsudvikling giver dig teoretisk og praktisk indsigt i organisationers værdier, etik og ledelsesfilosofi. Du får en kritisk bevidsthed omkring de vigtigste teorier om organisation og ledelse, og du får praktiske værktøjer til at bidrage til organisationers udvikling. Du bliver i stand til at udvikle og reflektere over organisationers og professioners værdiarbejde og ledelseskoncepter. Desuden bliver du i stand til at indgå i udviklingen af konkrete virksomheder, og du får en øget bevidsthed om relevansen af din kernefaglighed i arbejdet med organisationsudvikling.

Bachelortilvalget i Humanistisk organisationsudvikling giver analyseredskaber til organisationsforandring. Det giver derfor kompetencer til at arbejde som konsulent eller projektleder i udvikling af organisationer - især i forbindelse med grundfagets faglighed.