Fysik
Tilvalget i Fysik - Introduktion
Vi lever i en fysisk verden. Fysik er udforskning af denne verden. Fysikken spænder vidt – fra beskrivelser af vekselvirkninger mellem stoffets allermindste dele, elementarpartiklerne, til skabelsen af galakser, stjerner og planeter.
Som grundlag for at forstå vores omverden, bliver du som studerende ført gennem fysikkens spændende univers ved at følge teoretisk undervisning kombineret med projektarbejde og eksperimentelt arbejde i fysiklaboratorierne. Fysik handler dog om meget mere end det at forstå, beskrive og forundres over fænomener og sammenhænge i vores verden. I fysik arbejdes der også med at lære at udnytte de fantastiske muligheder der er i naturen.
Som fysikstuderende opnår du også en række kvalifikationer i nogle af de fag som i det daglige er naturlige støtter for fysik – fx matematik og it. Du vil også få lejlighed til at studere og diskutere dit fag i en historisk og samfundsmæssig sammenhæng.
Som fysikstuderende ved Aarhus Universitet får du chancen for at være med helt fremme hvor den nyeste viden inden for fysikken skabes og udvikles, og du har mulighed for at blive en del af et internationalt forskningsmiljø.
Undervisningen er forskningsbaseret. Dvs. at du gennem hele studiet bliver undervist af aktive forskere, fysikere og astronomer. Og emner fra forskningens frontlinie spiller en stadig større rolle hen gennem studiet.
Fysikstudiet foregår ved Institut for Fysik og Astronomi og inspireres derfor løbende af den dynamiske og alsidige forskning som foregår her. Eksempler på forskningsområder på allerhøjeste internationale niveau er atomfysik, laserfysik, kvanteoptik, kvantecomputing, faststoffysik, nanoteknologi, subatomar fysik og astrofysik.
Instituttets forskere skaber resultater, som jævnligt får stor opmærksomhed verden over – både i videnskabelige kredse og i medierne. Instituttets forskere bidrager også til den højteknologiske udvikling i vores samfund. Institut for Fysik og Astronomi har mange spændende forskningsprojekter og forskningsfaciliteter. Der forskes i både teoretisk og eksperimentel fysik og astronomi. Instituttet råder over forskningsudstyr som muliggør en placering på forskningsfronten – fx acceleratorer og lagerringe. En del af instituttets forskning foregår ved nogle af de store forskningsinstitutioner verden over, fx CERN’s store acceleratorer ved Alperne og de store astronomiteleskoper på øde bjergtoppe i flere lande.






